DRØMMEGRUPPER
Drømmetydning
Jeg har arbejdet med et stort antal drømmegrupper siden 1982.
Mit formål med disse grupper har været at lære deltagerne at arbejde med drømme i gruppearbejde. Stort set alle grupper har fortsat deres gruppe, efter at jeg er ophørt med at være lærer.
Mange af dem har i flere år derefter undertiden haft mig med nogle gange for at få lidt hjælp og inspiration, eller hvis der har været nogle ting, de gerne ville have afklaret.
Drømmearbejde
Gennem arbejdet med drømmegrupperne er det blevet mere og mere klart for mig, at der er drømme og drømmesymboler, som kan give større udbytte for drømmeren ved at bruge andre metoder end en forståelsesmæssig tolkning af drømmen.
Disse metoder er jeg begyndt at bruge mere og mere, både i drømmegrupper og drømmeterapi.
Hovedformålet her er at få bedre adgang til den energi, som drømmens symboler indeholder. Det kan f.eks. ske gennem en fordybelse i de stærkeste, mest energifyldte symboler. Sådanne symboler kan være en diamant, en rød rose, en violin, en trekant, tøj eller genstande med særligt smukke farver, også mere abstrakte symboler som lys,
Også andre symboler, som ikke umiddelbart synes at indeholde en stærk energiladning kan det være hensigtsmæssigt at fordybe sig i, da mange af dem kan bringe drømmeren til dybere lag.
Disse symboler kan man male eller tegne. I selve processen sker der en masse. Man bliver måske følelsesmæssigt berørt, eller får nogle indsigter. Der kan også ske det, at man kommer i tanker om flere detaljer fra drømmen. Og ved fremlæggelsen af tegningen ved næste drømmemøde får de andre deltagere et langt mere klart billede af drømmesituationen, og kan måske komme med nye forslag eller indfaldsvinkler.
Man kan også meditere på sådanne symboler. Det vil sige, sætte sig ned et roligt sted, lukke øjnene, falde til ro i tanker og krop og visualisere, forestille sig eller huske det pågældende symbol. Forsøge at holde fast på det og se, hvad der sker.
Jeg bruger også undertiden i grupper den fremgangsmåde, jeg har beskrevet under drømmeterapi, hvor drømmeren sammen med mig i en meditativ tilstand går ind i drømmerens huskede drøm.
TERAPEUTISK
MINI-DRØMME-GRUPPE
Er I to personer, der har lyst til at følges ad i et terapiforløb baseret på drømmearbejde? Vi mødes jævnligt efter nærmere aftale, hver gang 2½ time, kr. 300,- per person per gang. Ring til mig og hør nærmere.

